Thursday, March 29, 2012

Stegte flyvefisk og kippers i kokos

Sejladsen går strygende! Vi har haft dagsrekorder på hhv. 144 mil i forgårs og 159 mil i går; nu begynder vi så småt at kunne se land – i hvert fald for det indre øje. Vi forventer at nå Salinas enten lørdag eller søndag, og der er øl på højkant til den der har tippet rigtigt!

Anderledes trægt står det til med fiskeriet. I går bed en enorm guldmakrel på krogen, men kolossen vred sig fri i et imponerende spring op ad bølgerne. Den var mindst 1½ meter lang, lyder sømandsberetningerne. Et andet uhyre præsterede at bide sig fri gennem hele 3 kroge (som vi således mistede) og i går aftes "knak" vores 2 mm line – trods det elastiske mellemled. Det har simpelthen været os umuligt at lande en eneste fisk.

Vi er desuden løbet tør for kaffe, og Sara, som er blevet kabysmester, annoncerede opgivende at vi kun har grøntsager til og med i aften. Den lidt pressede situation har imidlertid i bedste Lærerskolestil affødt flere særdeles kreative løsninger. En flyvefisk som var så uheldig at ramme ind gennem skylightet til min og Sallys kahyt i løbet af natten, blev den følgende aften stegt på panden til stor jubel blandt de spisende. Det har fået Sara til at udlove øl til den som indfanger næste uheldige kræ, men det knap 10 cm. lange eksemplar som landede for mine fødder var altså ikke nok til at indløse bonusen, mente hun. En lille øl kan det blive til måske?

Ellers har menuen blandt andet lydt på kippers i kokos-tomatsovs, cous-cous frikadeller og sammenkogte retter med overraskelser fra de mærkatløse dåser vi overtog fra den tidligere besætning.

Dagene henslænger sig med solcreme og siesta. Pigerne strikker varm beklæding med svedige fingre, og drengene sluger bøger om store eventyrer. Når Sally om aftenen øser ud af sin sømansviden, bliver vi prøvet i knob og stik. Til frokost har Johanne og jeg planer om at lave tun-wraps (fra dåse) med hjemmelavede tortillas, og efter frokost er der store planer om at producere en lille films.

Første menneskelige kontakt i 14 dage: en helikopter har netop fløjet en runde omkring skibet – som om vi var en seværdighed på havet...?

(Skrevet d. 29/3)

Position:
08 07 3 S
81 07 9 W

Tilbagelagt distance: 2489 sømil

Parteret flyvefisk, næsten klar til panden.
Denne lille fyr blev brugt til madding.
Lasse tørrer håndklæde og leger sejl.
Vi har fundet et utal af spændende bøger rundt omkring på båden.
En helt almindelig dag på Oasis.
Vi bliver holdt øje med..?
Johanne strikker i solopgangen...
...mens flaget blafrer.

3 comments:

  1. Kære alle på Oasis.
    Uha - ingen kaffe - godt at I nærmer jer Salinas. Som sædvanlig skønt at følge jer. Jeg sidder selv i København og er censor ved linjefagseksamen på pædagogseminarium. Glæder mig til næste indlæg fra jer. Fortsat GOD VIND fra Henning

    ReplyDelete
  2. godt at høre i har vinden med jer og snart i havn til en kop frisklavet kaffe :-)

    ReplyDelete
  3. det lyder helt fantastisk det hele. Er lidt nervøs over madrationerne. I skal jo passe på ikke at få skørbug eller - lignende:-)
    Hilsen mor Lise som forbereder mad i tankerne til storekalkedag

    ReplyDelete