Det uendelige blå
-En rejse med sejlbåd på verdens største hav
Skrevet af Lasse Gadegaard, Hans Koefoed
Er det en drøm, der går i opfyldelse?
Vi kigger ud over vandet i Castro i det sydlige Chile. Der er en sejlbåd, der er klar til at smide anker. “Det er Oasis det der, det er fandme Oasis det der” råber vores kaptajn. Vi jubler alle sammen, imens vi tænker, at der skal vi bo de næste 70 dage.
Castro-Viña Del Mar, Chile. 630 sømil
Stillehavet giver os ikke en stille modtagelse. Dønninger fra et gammelt stormvejr slår imod os, og vi hugger os igennem dem. Søsygen er uundgåelig. Det eneste, vi er i stand til, er at stå i cockpittet med blikket stift rettet mod horisonten eller ligge vandret i sengen. Efter et par dage på søen får vi “søben”, og søsygen er aftagende. Vi kan nu begynde at nyde eventyret.
Søsygen grasserede som en epidemi, og hvis noget formår at gøre én ked af livet, i det mindste sølivet, så er det søsyge. Man ligger og vånder sig, er nær ved at fortvivle ved at høre den evindelige knagen og bragen i skibet. Luften er forpestet og trykkende i lukafet. op på dækket, hvor man kunne få den sunde luft, vover man sig ikke. Alt vælter mellem hinanden i det lille lukaf; en selv iberegnet. Mad og drikke er modbydeligt; Det er et sandt helvede.(...)Det er skærsilden man må igennem og lutres i, inden man bliver befaren! (Citat fra Galathea I af NN om søsyge)
“Blås, blås om bagbord” søsyg eller ej, vi stormer alle på dæk og kigger ud over havet for at se vores første hval. Og sikken en. Vi ser både hoved og halefinne. Det er en ordentlig krabat, som vi får defineret som en finhval. Verdens anden største hval kun overgået af blåhvalen. Et sådan syn lever vi højt på længe, og søsygen aftager lidt mere.
Tun på krogen.
Hjulet på fiskestangen hviner. Vi råber alle i kor: “Der er bid”. To på fiskestangen, en på rattet og en klar på platformen med en kniv til at give fisken dødsstødet. Samarbejdet er perfekt. Det viser at være en gulfinnet tun på ca. 10 kilo. Den fineste af slagsen. Tunen bliver renset og hugget til store dejlige tunbøffer. Frisk tun stegt i smør med salt, peber og lime. Aldrig har noget smagt så godt.
Land i sigte
Efter fem døgn på søen er vi alle parate til at komme i land. Vi snakker højt og længe om, hvad vi skal spise, og der bliver endda udbrudt fra en af matroserne: “Jeg kysser fandme jorden, når vi kommer i land”. Vi skyder god fart og har ca. 10 timer til land, da vinden aftager mere og mere. Som timerne går bliver vi ved med at have 10 timer til land. Det er demotiverende, men det er et af vilkårene, når vinden er vores motor. 10 timer føles som en uendelighed, når man er tæt på land. Uden landkending på en fem dages sejlads er 10 timer det rene ingenting.
Jorden blev kysset en tidlig aften. Vi skulle nu restituere i fire dage, inden vi skulle ud på den helt store tur...
“MAN SKAL HA’ EN BÅD
MAN SKAL HA’ EN SEJLBÅD
ET SEJLENDE LIVSLABORATORIM PÅ LIV OG
DØD
SÅDAN EN BÅD SKAL MAN HA’!”
Erik wedersøe, Søforklaring, Gyldendal 1979
Viña Del Mar, Chile - Salinas, Equador. 1980 sømil
Båden er vasket, dinghyen(gummibåd) tømt for luft, riggen er klargjort, og der er handlet ind til den helt store guldmedalje. Alt er klappet og klart til den helt store sejlads på næsten 2000 sømil. Kan man overhovedet gøre sig helt klar til sådan en tur? Uanset hvad skal milene tilbagelægges, så det er bare med at komme af sted. Huhej hvor det gik på en bidevind, men dog kun i 48 timer. Vinden lagde sig, og vi forstod nu hvorfor det hedder det stille hav! De næste fire dage lå vi nærmest stille. Hver gang der kom en smule vind, hev vi storsejlet op og håbede på mere. Men ak, storsejlet begyndte at slå. Lyden af et sejl der slår skær i ørerne på både kaptajnen og matroserne. Når sejlet så bliver strøget, er der ingen modvægt til kølen, så selv de mindste dønninger får skibet til at rulle, og alting rutsjer rundt. Og ikke nok med det; uden vind bliver der ulideligt varmt om læ!
Første badetur.
Det positive ved, at der ingen vind er, er, at det giver mulighed for at hoppe i verdens største badekar. “Er det ok at lave en hojer?” (et hovedspring)Fniser en matros på syngende midtjysk. Vi ved alle, at der er 6 km vand under kølen. Hvilket gør os helt øre! Det mest fantastiske er, at der ingen ende er på det - det er bare blåt. Uendelig blåt! Vi kunne næsten ikke komme på dæk igen.
Nattevagt.
Nattevagterne er magiske. Himmelhvælvet åbner op for den største og klareste stjernehimmel. Tit bliver der ikke snakket på nattevagterne, man er bare i sin egen verden; skriver dagbog, læser bog, styrer efter kompas, vindpil eller stjernerne. Alle om bord har hver deres magiske forklaring på en nattevagt. Her følte vi os som konger, her var vi angste, og her følte vi os som ubetydelige små mennesker i dette univers.
Morilden var et altid tilbagevendende syn. Smukkest var det, når delfiner trak fluorescerende spor efter sig i leg med båden. Eller en flok djævlerokker der langsomt omringer båden og lyser hele skroget op.
Tvivlen.
Når vinden svigter og meldingen pr. mail hjemmefra stadig siger ingen vind de næste 10 dage. Da kommer tvivlen til en. Har vi vand nok? Kommer vi nogensinde frem? Hele tiden bliver der lavet beregninger på afstand og fart! Hvor lang tid tager det egentligt at sejle 1500 sømil når vi skyder 0,8 knob? Kan vi nå til land på vores dieselbeholdning?
Uddrag af dagbog 22. marts kl. 14:00 Lasse Gadegaard
Så fik vi vind alligevel, og vi har sejlet over 100 sømil på det sidste døgn. Det var fedt at styre Oasis igen med 4 knob. Hvis det varer ved fortsætter vi til Salinas, Ecuador. Jeg håber. Jeg vågnede i nat klokken 02:00 ved at Sara råbte... Det viste sig, at der var hoppet en squid op på brystet af hende. Der ligger ca. 20 omkring på dækket. Når de flygter, hopper de fra bølge til bølge. Denne gang var der bare lige en båd i vejen!
Lige så frustrerende det er, når det ikke blæser, lige så fantastisk lykkelig kan man blive, når vinden blæser, og båden bare skærer igennem bølgerne.
Salinas, Ecuador - Panama City, Panama. 680 sømil
Besøg af Neptun.
Vi krydser ækvator klokken 05:00 om morgenen. Vi er alle vågne. Nattevagterne har pyntet op med balloner og konfetti. Der er endda billig chilensk champagne. Vi tæller ned, mens vi ser på GPS’en. Det er ligesom nytårsaften. Ved 00´00 000 bredde råber vi HURRA, og går derefter til vores køjer.
Neptun kommer brølende op fra kabyssen, lige da vi er færdige med frokosten. Vi bliver hevet op én efter én. Vi bliver døbt i mel, æg, ketchup, flødeskum og øl. Det er ikke ulækkert. Vi er stolte, stolte som få! Vi er ikke længere matroser fra Den frie Lærerskole, men fuldbefarende skippere af Neptuns nåde.
Det gode skib S/Y Oasis
Oasis er blevet vores hjem, det er her, vi lever, slapper af og her, vi føler os trygge. Vi har det bedre i høj sø med blikket på sydkorset end i en taxa i Panama City. Om bord skal der ikke tages stilling til penge, politik eller tredje verdens elendighed. Her handler det om os og vores rejse, og hvis det ikke fungerer, så sejler Oasis ikke. Her er vi så - midt i verden efter 70 dage og næsten 4000 sømil på søen. Bevidste om ansvar, samarbejde, accept og mod. Klar til at møde nye udfordringer og horisonter.
“Nutidens mennesker bliver opdraget til alt muligt, bare ikke til at være modige. Det er ikke rigtigt, og det er ikke fint. Og derfor kan ingen rigtigt blive lykkelige mere, for så må man jo også løbe risikoen for at blive virkelig ulykkelig. Og der er der såmænd heller ingen, der er. Nej der skal mod til at være lykkelig. Mod...”
Karen Blixen
