Tuesday, February 28, 2012

Morgen på Oasis


I går rejste vi 4 timer med bus og færge for at komme til Castro, hvor vi efter et par timers trippen og venten paa molen endelig har overtaget Oasis. Således vågnede vi til en smuk morgen i den Chilenske skærgård :-)

Eyes on the price! Vi venter spændte på at Oasis lægger til

Det nye crew er påmønstret.
Morgenmad på Oasis (- det lykkedes næsten at få alle med).

Morgen i Castro
Udsigt fra Skibet

Sunday, February 26, 2012

Det regner...

I dag regner det konstant fra en mælkehvid himmel. Vi hører 90'er pop på hotelværelset og spiser pollo con papa fritas på en havnecafe. Der er ikke meget at bedrive tiden med når det er søndag og bjergudsigten er indhyllet i tåge, men vi nyder at slappe af i en dags tid, inden vi i morgen tager til Castro for at overtage Oasis.

På Don Leo varmes kaffevandet over gasblus og af 2 omgange til 4 (flotte) kopper.
Der serves primært chilenske bajere i literflasker.

Her spiste vi frokost :-)

Saturday, February 25, 2012

Vel ankommet til Puerto Montt, Chile

Efter godt og vel 28 timers rejse, er vi nu sikkert installeret på Hotel Torre Molino i Puerto Montt. Solen skinner, der er udsigt til bjergene, og vi har set delfiner og pelikaner fra havnepromenaden. De første to kriser er afværget med bravour.

Efter et tiltrængt bad og en pizza på nærmeste restaurant, savner vi nu kun en god nats søvn!

Kort før landing. Bemærk englen længst til højre...
Vi chiller på kajen og kigger på delfiner :-)

Thursday, February 23, 2012

Klar til afrejse

Nu er det nu at det bliver alvor. Kufferten er pakket, vaccinationerne er stukket, og billetten ligger klar på skrivebordet. Vi har fået fine afskedsgaver af vores medstuderende, har holdt dansk afskedsmiddag i kollegiekøkkenet, og har danset til Sømand af Verden på Undergrunden. I morgen rejser vi. Vi ses når det er blevet forår i Danmark!

Madmor har lavet frikadeller og besætningen er stadset ud :-)

Sunday, February 19, 2012

Bloggen fungerer sådan, at vi fra søen har mulighed for at sende indlæg men ikke selv tjekke bloggen. Vi vil derfor kun kunne læse jeres kommentarer, når vi ligger i havn og har internetforbindelse.
Har I lyst til at skrive en mail direkte til os, og som vi kan modtage på søen, hedder mailadressen: suboasis.oasis@skyfile.com
Nu nærmer tiden sig med hastige skridt og om 5 dage står vi i Kastrup lufthavn og tager afsked med familie og venner.
Jeg tænker at en kort beskrivelse af projektet er på sin plads:

Vi er 5 studerende fra Den frie Lærerskole som på vores sidste semester er i gang med at skrive det afsluttende speciale. Vores speciale hedder Mobile Læringsrum, og handler om udeskole og læring på tur. Vi har fået den fantastiske mulighed at tilbringe 75 dage ombord på skibet Oasis, og derved bruge vores teoretiske viden i praksis. Her skal vi bla. planlægge og afholde forskellige undervisningsforløb for hinanden som efterfølgende skal evalueres og analyseres.
Vi påmønstrer den 52 fod lange båd, Oasis, i Puerto Montt i Chile omkring den 27/2 og skal derefter sejle den op langs sydamerikas kyst, igennem Panama kanalen og til sidst afmønstre i Miami.
Sejlruten hedder foreløbig:
Start i Puerto Montt og derfra sejle til Valparaíso i løbet af 5-7 dage. Derfra sejler vi forbi Peru og lander i Salinas, Ecuador efter ca. 10-14 dages sejlads.
Alt efter hvor lang tid denne distance kommer til at tage kan vi enten tilbringe lidt tid i Ecuador, ligge for svej ved nogle smukke strande og se lidt af kysten, eller stikke direkte til Panama.
Herfra kan vi også kontakte myndighederne ved Panama kanalen og forhøre os om ventetid og time vores ankomst til Panama, da der ofte er mellem 1-2 ugers ventetid og forberedelser før indsejlingen til kanalen.
Ruten i det caribiske hav er ikke lagt fast endnu. Når vi først er kommet gennem kanalen er vi ikke så presset af tiden og kan derefter se hvilke lyster og muligheder der er for eventyr.

Det var den foreløbige sejlplan.

Denne blog vil vi skrive på så ofte som muligt. Den vil fungere som vores fælles dagbog, og talerør til familie og venner som har lyst til at følge vores rejse. Og vi modtager meget gerne hilsner og kommentarer :-)

De sidste dage inden afrejse skal vi mødes på lærerskolen og have forskellige praktiske og faglige ting på plads, før vi fredag drager mod Kastrup lufthavn og det længe ventede eventyr.

På gensyn til alle.

Kærlig hilsen Johanne