Tuesday, April 24, 2012

Isla Taboga

Isla Taboga
En lille ø også kaldet blomsternes ø da den var under spansk herredømme.
Øen har også været et yndet gemmested for pirater som planlagde deres
røvertogter, vi har ikke set nogen endnu. Øen ligger omkring syv mil fra
vores ankerplads Flamenco Marina, hvor vi lå for anker indtil i går,
hvor turen gik til Isla Taboga.
Kl. er 10 det regner. Oasis har godt af et ferskvandsbad, det samme har
snorkeludstyret som ligger til "tørre" på dækket. I går fik vi
undervisning i snorkling og udspring ved skipper Tush. Der var temmelig
stærk strøm, så svømefødderne blev brugt flittigt- gennemsigtigheden var
ikke god men humøret fra højt. De modige tog en svingtur i fallet og
sprang i fra bommen. I dag er der undervisning i tidevand ved Skipper
Skræk, og her er tidevandet temmelig markant- så det glæder vi os til.
Der er masser af fisk her, pelikanerne styrtdykker som torpedoer med
næbbet først i vandet. Så hører man et højt plask i vandet, er det som
regel altid en pelikan.
Vi spoler tiden tilbage til d. 15 maj om aftenen, da vi ankom til
Panama. Vi sejlede for sejl næsten hele vejen i havn- det var ret
fantastisk. Kæmpe tankere, fiskebåde, yahts til mange millioner og
Panama City lyste op for Oasis, da den lagde for anker ved Flamenco
Marina. Ugen i Panama gik med at få ordnet vores kanalgennemfart med
myndighederne. Vi er virkelig kommet i troperne nu. Der er fantastisk
frodigt mangotræer, palmer og blå himmel. Taxachaufførene kører som
sindsyge, så jeg har allerede haft adskillige nærdødsoplevelser- men er
ved at vænne mig til forholdene. Varmen er fuldstændig vanvittig, så vi
har brugt mange timer på en kold internetcafe, da vi ellers sveder
væk. Vi er stået virkelig tidligt op "efter skipper Rysses normale
standarder", da solen bager kl. 7.00. Der hvor vi ligger for anker,
skulle der efter sigende være krokodiller, vi har ikke set nogen endnu-
desværre- men vi spejder efter dem på vores ture i dingyen. I weekenden
sejler der store Partybåde forbi Oasis med musik for fuld hammer- de
skal lige en tur til Taboga og tilbage igen- og om de kan huske noget af
den tur, er jeg ikke sikker på- at dømme efter "partyniveauet".
Lige nu ser det ud til, at vi skal sejle gennem kanalen d. 1 maj. Så
ventetiden er så lang, at der desværre ikke bliver sejlads i Caribien
alligevel. Vi var forberedte på det, så vi øhopper lidt på denne side af
kanalen i stedet. Vi skal bare være inden for radiokontakt- så de kan
kalde os, hvis der sker ændringer i datoen for turen gennem kanalen- som
tager ca. 11 timer.
Vores planer for afrejse. Den 5. maj bliver skibet overtaget af dets
ejere i Colon og vi flyver til Miami fra Panama City. Vi flyver fra
Miami d. 7 og lander i Kastrup Lufthavn d. 8. ca. kl.15.
Vi beklager de manglende billeder, men der findes åbenbart ikke internet
i Panama, der er i stand til at uploade billeder til vores blog.
Kærlige hilsner Oasis og crew som savner jer alle

Isla Taboga
Isla Taboga by
Vores første strandtur- se Oasis i det fjerne
Det rene paradis
Erimitkrebs
Hvad har Lasse mon fundet?
Så skal der samles sten og skaller
Lasse i spring
Sally og Sara i badekrig
Det vildeste udspring
Masser af pelikaner

1 comment:

  1. Kære alle på Oasis.
    Hvor lyder det hele dog dejligt! Det glæder mig, at I nyder livet, og DET VAR SKØNT at se jeres ansigter på Skype og tale med jer. FORTSAT GOD VIND fra Henning

    ReplyDelete